ortognatisk 0,6 anatomisk L-plade

Ætsede linjer i intervaller på 1 mm på implantater giver en visuel hjælp til pladebøjning.

Oral og maxillofacial deformitet refererer til den unormale størrelse og form af maxilla forårsaget af den unormale udvikling af maxilla, det unormale forhold mellem øvre og nedre maxilla og dets forhold til andre kraniofaciale knogler, såvel som det unormale forhold mellem maxilla og maxilla. tænder, den unormale funktion af det orale og maksillære system og den unormale ansigtsmorfologi. Formålet med ortognatisk kirurgi er at korrigere de fejlplacerede tænder, justere den uharmoniske tandbue og forholdet mellem tænder og kæber, eliminere interferens mellem tænder og kæber, arrangere tandsætningen, og eliminer den kompenserende hældning af tænder, for at gøre det muligt for operationen at flytte det indskårne knoglesegment jævnt til den beregnede korrektionsposition og etablere et godt forhold mellem tænder og kæber.

Så tidligt som i 1928 havde Fauchard forsøgt at korrigere en enkelt tandluksation med en tandklemme, men den kirurgiske behandling af knogletands- og kæbedeformiteter blev udviklet af Hullihen i 1848 og først rapporteret i 1849. Siden da, selvom mange forskere har gjort en indsats at udforske og forbedre, er behandlingseffekten ikke ideel på grund af det begrænsede teknologiske og medicinske niveau på det tidspunkt, således at behandlingen af ​​tand- og kæbedeformiteter i de følgende 100 år skrider langsomt frem. Indtil slutningen af ​​1950'erne, med udviklingen af ​​bl.a. anæstesiologi, grundlæggende kirurgi, anvendt anatomi og specielle kirurgiske instrumenter, den kirurgiske korrektion af tand- og kæbedeformiteter har udviklet sig hurtigt.

I 1957 rapporterede Trauner og Obwegeser for første gang, at den sagittale split-ramus-osteotomi ved hjælp af den intraorale tilgang blev forbedret af Dal Pony (1961), hvilket markerede et nyt stadium af kirurgisk behandling af kæbe- og ansigtsdeformiteter. Siden 1970'erne på grund af klokken og indsats af mange forskere, i kæben af ​​kæbe og væv blodforsyning system af anvendt anatomi, og skære knogle blodforsyning efter de dynamiske ændringer af et gennembrud, yderligere lagt det biologiske grundlag for moderne er kæbe kirurgi, for at opnå hver tand - - klæbrig periosteal knogletransplantation af sammensat vævs pedikeltranslokation, giver det videnskabelige grundlag og garanti for succes.Derudover gør etableringen af ​​princippet om kirurgisk-ortodontisk kombineret behandling den kirurgiske behandling af tand- og kæbedeformiteter mere perfekt, og går virkelig ind. en ny periode med at kombinere funktion med morfologi.

Fordi den kirurgiske behandling af patienter med tand- og kæbedeformiteter bør baseres på deformiteterne og behandlingskravene, bør tand- og knoglekomplekset skæres op og flyttes for at rekonstruere det tredimensionelle rumlige forhold og funktion af den normale tand- og kæbestruktur. og for at opnå tilfredsstillende kosmetisk effekt af maxillofacialen.Derfor bør behandlingsplanen, tanden?Tilpasningen af ​​forholdet, placeringen af ​​knoglesnittet, retningen og afstanden af ​​knoglebevægelsen og valget af operationsplanen alle være nøje overvejet og designet før operationen, og den forventede terapeutiske effekt af den valgte plan bør forudsiges præoperativt.

Ortognatisk kirurgi bruges til at løse de funktionelle abnormiteter eller ansigtsmorfologiske abnormiteter forårsaget af den unormale størrelse og form af maxilla forårsaget af udviklingen af ​​maxilla, samt det unormale forhold mellem størrelse og form af maxilla og andre ansigtsknogler. Kirurgi kan være nødvendig for at forbedre ansigtsegenskaberne, herunder alvorlige øvre alveolære anteriore fremspring (buckteeth), nedre alveolære anteriore fremspring (overbid), store forreste kæbeåbninger og alvorlige knogleafvigelser.